Vi er endelig kommet ind i julemåneden! ”Endelig” vil nogen sige, mens andre allerede er begyndt at tage sig til hovedet med tanke på alle de indkøb der skal foretages og alle de ting, der skal nås. Jeg er en af de personer, der glæder mig ufattelig meget til jul. Jeg elsker højtiden, hyggen, den gode mad og selvfølgelig gaverne. Lige siden jeg var lille har jeg elsket at få gaver – hvis det altså er de rigtige gaver. Min mor var i mange år bange for at købe gaver til mig, for hun vidste, at hvis ikke jeg kunne lide gaverne, så kunne jeg blive ret så utilfreds. Når jeg tænker tilbage, har jeg måske heller ikke altid været helt fair. Nu hvor jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at indse, at folk køber gaver med de bedste hensigter. Da jeg var yngre kunne jeg ikke forstå og acceptere, hvis jeg ikke fik lige præcis den gave, jeg havde ønsket mig. Jeg opførte mig rent ud sagt som en forkælet møgunge, og jeg har da også sagt undskyld til min mor flere gange efterfølgende. Jeg håber aldrig, at mine børn kommer til at opføre sig ligesom jeg gjorde, dengang jeg var lille.

Al den fokus på min tidligere reaktion på gaver har fået mig til at tænke over, hvad jeg ønsker mig til denne jul. Tit og ofte er det jo sådan, at jo ældre du bliver, jo sværere får du ved at finde på ting, du ønsker dig. Det problem har jeg aldrig haft tidligere, men jeg må indrømme, at jeg i år har svært ved at finde på ønsker. Dog er der én ting som jeg har ønsket mig i noget tid uden held, som jeg vil prøve at ønske mig igen i år. Jeg har nemlig længe været på udkig efter en ordentlig regnjakke. Nu lyder ordet regnjakke måske lidt kedeligt, men det behøver det nødvendigvis ikke at være. Hvis man køber en helt almindelig regnjakke i en sportsforretning, så kan man have ret i, at det er kedeligt. Men heldigvis er nogle af de store designere også begyndt at lave stilfulde regnjakker, så man både kan holde sig tør og se godt ud på samme tid.

Den regnjakke jeg har kastet min kærlighed over, kommer fra den danske designer Ilse Jacobsen. Ilse Jacobsen er mest kendt for sine ikoniske gummistøvler som næsten alle kvinder begyndte at gå i for et par sæsoner tilbage. Nu er det regnjakken som vi kvinder kan iklæde os og føle os luksuriøse i. Jeg er virkelig glad for, at hun har valgt at lave en regnjakke, for jeg har virkelig haft problemer med at finde en regnjakke, som jeg synes om samtidig med, at den holder regnen ude. Og med det skandinaviske vejr har alle kvinder brug for en regnjakke. Det regner mange dage om året, og hver eneste gang vi trækker i vores kedelige regnjakke fra vores lokale indkøbscenter er det som om, vores selvtillid lige falder en smule. Der er umuligt ingen kvinder, der kan føle sig smukke i en formløs og grå regnjakke fra et indkøbscenter.
Men det kan Ilse Jacobsen heldigvis lave om på. Med sine figursyede jakker i fine og feminine farver vil hun kunne få enhver kvinde til at føle sig smuk. Og hvem vil ikke gerne opnå det?

Til gengæld er prisen også væsentligt højere end den kedelige og formløse regnjakke. Hvis du vil have en Ilse Jacobsen regnjakke, skal du regne med at skulle af med minimum 1300kr. Og det er måske dyrt for en regnjakke, men tager du i betragtning hvor meget du kommer til at bruge den, er de penge givet godt ud. Det er i hvert fald det, jeg prøver at overbevise min mand om, når jeg fortæller ham, hvad jeg ønsker mig til jul. Han så lidt mærkelig ud i hovedet første gang, jeg fortalte ham, at jeg ønskede mig en regnjakke til 1300kr. Han kunne absolut ikke se, hvad der var i vejen med den regnjakke, jeg havde i forvejen. Men jeg er beslutsom, og jeg vil have den regnjakke. Så jeg prøver stadig ihærdigt at forklare ham, hvad det vil betyde for mig at få regnjakken fra Ilse Jacobsen. Der er trods alt omkring tre uger til jul endnu, så jeg håber, at jeg når det. Hvis min mand kender mig ret, burde han gøre klogt i at købe den til mig. Med min forhistorie når det kommer til julegaver, er det eneste kloge vist at give mig det, jeg ønsker mig.

Hvad mon der ligger til dig under træet

Kan du li' det du læser? Spred vores budskab om luksus for alle til andre:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *